Jeg er gået i gang med Robert Louis Stevensons erindringsbog om en æsel tur i Sydfrankrig.
Det gik hurtigt op for mig, at jeg faktisk stadigvæk er i gang med min egen definerende tur i det sydfranske.
Turen er ikke slut endnu, da det SU-lån jeg tog for at finansiere turen, her knap 20 år senere, stadigvæk ikke er tilbagebetalt. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, da jeg siden lånte meget mere for at finansiere en hverdag i forbindelse med at studere og gå i skole.
Men som en andet Theseus’ skib, så er jeg ikke færdig med at betale den tur af og tilbage.
Mange har haft definerende oplevelser og rejser, det er nu nærmest kutyme for visse segmenter, at skulle afslutte et Sabbath år med en rygsækrejse i Asien, hvorefter man ved alt om fattigdom og andre kulturer.
Har mine rejser været så definerende for mig? Måske ikke. Har de været så spændende at de er interessante? Nok heller ikke. Kan jeg overdrive nok til at de bliver spændende. Det tror jeg faktisk heller ikke. Oplevelserne er nok begrænsede, alkoholmængderne var for store og tilsvarende har meget af tiden været siddende foran et telt uden at der er sket det store ud over at vi har bildt hinanden forskellige historier på ærmet. Og badet i vores egne minder, ønsker og fantasier.
Interrail
København – Hamborg – Paris – 2006
På vej til Frankrig (tror måske det er fra turen hjem)
4 unge mænd, nærmest drenge. En idé om at komme afsted på interrail, der hurtigt blev realiseret. A kunne ikke komme med da han havde meldt sig som værnepligtig i livgarden.
Som så mange andre i interrailture startede turen på hovedbanegården. En rygsæk, sovepose, liggeunderlag og diverse tøj, tandbørste osv. og to telte delt op i 4 dele, så vi alle kunne bære dele af det. Og så havde Ma et trangia-sæt og et kamera. Jeg havde Loney planets guide til Vesteuropa, Mo et lille mini højttaleranlæg, en akustisk guitar, og et par små 256 mb usb-mp3-sticks med et par playlister.
Vi havde vist haft et møde inden turen hvor vi havde koordineret lidt. Vi havde, for at spare penge, besluttet os for kun at købe en interrailbillet der virkede i nord-Vesteuropa, da vi mest regnede med at rejse i Frankrig. Og vi vidste at også at første stræk skulle være til Paris.
Vi havde ingen hotelbookinger, ingen planlagte steder, som vi vidste vi skulle forbi. Det var en tur som skulle laves i nuet og for dag til dag. Vi var generelt enige om, at det dog også skulle være en billig tur. Derfor teltene og trangia’en.
Vi ankom til Gare du Nord. Derefter gik vi op til Jaures. Husker ikke præcis hvor hotellet var, eller hvad det hed, men husker tydeligt at det var meget tæt på Canal Saint-Martin. Vi brugte meget Lonely Planet som guide til billige overnatningssteder, og har også bare gået ind steder der så billige nok ud.
Vi spiste måske noget mellemøstligt om aftenen, libanesisk eller lignende og så sad vi ved kanalen, E kom vist i snak med nogen som ledte os til en fest langs kanalen. Her bliver det som sædvanligt noget uklart. Det er knap 20 år siden, og der blev drukket meget dengang. For meget kan jeg med tydelighed se i dag, når jeg prøver at gengive nogle af oplevelserne og hvordan vi var.
Jeg delte værelse med Ma. Husker det som at vi ikke alle fulgtes hjem. E var nok i gang med at charmere pigerne. Også dengang var han noget anderledes ift. os andre. Mere åben og hvilende i sig selv. Ikke frygten for pigerne, for afvisningen som vi andre måske har kæmpet mere med. Nogen mere end andre. Men når man har lavet noget modelarbejde, er forsanger i et band, så har man nok bare mere ro og selvtillid end mig der altid har brugt alkoholen både til at overvinde min generthed, men efterfølgende (og oftest samtidigt) har det også været min værste fjende ift. At turde gøre noget og at kunne gøre noget.
Musikken har nok heller ikke været noget for mig. Som i dag er musik særligt noget jeg kan blive irriteret over og som kan ødelægge alt humør i mig.
Næste dag var turistdagen. Vi besøgte selvfølgelig Jim Morrissons grav på Cimetière du Père-Lachaise. 4 unge drenge der nok selv følte at de var en slags rebeller, fascineret og draget af Rock n’ roll historierne og myterne. Lev hårdt og dø ung. Måske var det ikke så skidt hvis man stadigvæk kunne opleve og opnå det hele på den halve tid. Hvem har dog også brug for villa, velvoksen og vovse i en forstad og være bundet af kapitalens slimede hånd.
Næh, nej. Vi var ungdommen, studerende (eller næsten studerende), boende hjemme, i delelejlighed eller på kollegie. Smalhals og su budgetter, men i det mindste ikke fanget i de voksnes håndjern og økonomiske lænker.
Det blev også en tur op på Montmatre. I solskin og overbefolket af solbrændt turister og folk der prøver at sælge nips, var det måske ikke det boheme-sted vi rigtig søgte men vigtigt at kunne krydse af for den senere egenfortælling om vores boheme-liv med at rejse gennem Europa i tog. (Men altså kun den civiliserede nord-vestlige del).
