har simpelthen sendt en jobansøgning. Og ventetiden på at gøre tilbage om man bliver inviteret til en samtale eller ej er ubehagelig. Det er måske det værre, for jeg tænker at det er en stilling jeg er kvalificeret til, men kan de også se det. Det virker ikke sådan. Deadline var i sidste uge. Samtalerne er i næste uge, og jeg har intet gøre, så må nok erkende, at jeg ikke altid fremstår så dygtig som jeg kan gå rundt og føle mig.
Det er et nederlag og ikke rart. Det er +2 år siden jeg sendte den sidste jobansøgning, hvor jeg fik jobbet. Og nok 3 år siden jeg sidst har sendt en jobansøgning til et job, jeg virkelig gerne ville have, hvor jeg heller ikke blev kaldt ind.
Det virker desværre som, at de jobs jeg faktisk gerne vil have, kan jeg ikke få, og dem som jeg er lidt mere hmmmmm. omkring, det får jeg. Sådan har det nok egentlig været i de sidste ca. 13 år.
Det burde måske få mig til at kigge lidt indad. Skal man erkende egne manglende kvalifikationer eller evner. Eller skal jeg hælde til den (selvfølgelig langt mere plausibel) forklaring, at de bare ikke kan se hvor fantastisk jeg er.
Det giver lidt perspektiv i hverdagen, måske jeg skal tage mig lidt mere sammen om mit nuværende arbejde. Og så skal derfra jo nok dumpe noget ned i turbanen en dag.
Det er måske også ok, at have et arbejde man lukker for når man går ud af døren, så man kan være der for ens familie, og hvor man kan slippe afsted med kun at give sig max. 80 procent.
Så mon ikke jeg på fredag, når jeg sidder og arbejder hjemme, skal sørge for at nyde, at jeg ikke har fået et nyt arbejde, og i stedet kan lade være med at arbejde så hårdt.
For fanden, nogen gange (ikke så tit) har jeg det lidt dårligt med mig selv og mine tanker.
Lige nu, har jeg det lidt sådan. Jeg lever nogen gange for meget i nostalgi og tanker om fortidens oplevelser (hvad hele denne blog nok er bevis på).
Jeg skulle ind til Holbæk, og det får let mine tanker til at kredse om en ungdomsforelskelse for 20 år siden.
Nok gjort kraftigere af mine egne tvivl om hvornår noget er elske og noget er forelskelse.
Skulle slå 1 time ihjel, så slog et smut forbi kostskolen i byen.
Meget sigende, så kigger jeg udefra ind som en anden voyeur.
Her udspilede sig til dels min store ungdomsforelskelse og hende der “got away” selvom det var mig selv og mine egne tvivl og jalousi der ødelagde det.
Og oven i det. Når jeg kigger tilbage får jeg også noget dårlig samvittighed. For hun var 16 og jeg var 20. Og i dag tænker jeg at det måske ikke er helt i orden.
Jeg må dog undskylde med, at jeg aldrig har været særlig moden. Jeg var sent udviklet, og hverken mentalt eller fysisk særligt veludviklet. Men alligevel, så er det med blandede følelser, skam, ulykkelig forelskelse, nostalgi som bliver blandet sammen.
Som 20 årige lignede jeg knap en på 16. Jeg kunne ikke gro mange hår i ansigtet. (Er først nu ved at komme efter det, selvom jeg stadigvæk ikke tror jeg ville kunne gro et ordentligt fuldskæg). Når man ikke ser voksen ud, så bliver man heller ikke behandlet som en voksen, og det gør videre, at man nok heller ikke opfører sig særligt voksent.
Prøver at huske tilbage på dengang for 20+ år siden.
Husker turen med toget. Sad og læste jura-bøgerne fra 1. semester på jura. Droppede hurtigt ud igen. Var slet ikke rigtig studieklar.
Mødte S på stationen. Var meget forelsket. Husker at gå til kostskolen. Igennem tunnellen. Vejen virker meget længere i dag, end det gjorde dengang. Måske havde jeg vinger da vi gik der.
Var der få gange. Det var jo mest hos mig, på kollegiet at vi mødtes. På mange måder var det nok et lidt ensidigt forhold. Det afspejlede jo nok også netop at jeg ikke kunne reflektere over egen opførsel, og at bruge tid sammen på en fornuftig måde.
I dag kan jeg reflektere over det, selvom det så heller ikke betyder at jeg rent faktisk bruger tid fornuftigt. Men jeg kan trods alt i dag se det, og reflektere over det.
Jeg skal nok passe på, at jeg ikke ender med noget af den samme opførsel i dag ift. hvordan man bruger tid sammen og hvordan man er kærester sammen.
Det har været meget, for meget jeg har tænkt på S på det seneste.
Senere afsluttede forhold har været meget mindre i mine tanker end dette. Måske kan det give lidt afslutning at skrive det ned og skrive det ud af kroppen og tankerne.
kiggede ind over hækken. Turde ikke gå helt ind og kigge ind af vinduerne. Men kunne genkende bygningerne, hendes værelse begyndte at stå klar for mig. De hemmelige cigaretter hun røg i smug. At ligge på sengen, at se for meget fjernsyn i stedet for at tale sammen.
på nogen måder var vi bedre hos hende end hos mig. Hos mig, så var der fjernsyn, spise på det lille sofabord ved siden af hinanden med fjernsynet tændt. Hos hende var vi nødt til at være mere sammen. Men det var også underligt, den lidt for “gamle” kæreste på besøg. Reglerne for kosteleverne. Ikke at de blev overholdt, men Danmark er jo også et liberalt land. Men ingen overnatning var trods alt muligt.
Jeg har længe ønsket mig et flerstammet birketræ til haven. Et træ der kan give lidt lyd fra de raslende blade, kan give noget skygge på de rigtig varme dag, kan give noget læ, når det blæser og har en stamme og struktur der giver noget interesse.
Men flerstammede birketræer er bare dyre. Så jeg måtte slå til, da Jespers Planteskole have et tilbud der var for godt til at sige nej til.
En vortebirk (Betula Pendula ‘Verrucosa’) flerstammet på 225-275 cm til…. 500 bobs, spir, dollars, monetos normalpris kr. 2998,00.
Jeg tænkte selvfølgelig må der være noget galt med det. Måske er det helt misformet. Men alt ser fint ud.
Nu skal jeg bare se at få gravet et hul og få det i jorden. Så må vi se om det kan klare sig her. Det bør det, da Danmarks største birkeskov ikke ligger så langt herfra.
Jeg læste forleden i bogen “Sort Ø” af Pernille Boelskov, hvor hovedpersonen kommenterer at arkitekter der er vilde med glas og beton (og har alt for små peniser) er skyld i at Ørestaden er så grim.
Lige når det kommer til arkitekter, kan jeg desværre punktere myten som bl.a. også Jep Loft godt kan lide at udbrede. Men det er en myte ingen arkitekter rigtig tør punktere, for sandheden er heller ikke rar.
(Selvom der nok er nogle arkitekter, som stereotypen passer på. Jeg har da bestemt mødt en del, som burde være blevet stoppet)
Sandheden om, at i langt de fleste projekter, er arkitekten reduceret til at få det bedst mulige projekt ud af et byggesystem hvor højder, kvadratmeter mv. er fastlagt i et excel-ark af bygherre og hvor pre-definerede valg af byggesystemer fra de større entreprenører fastlægger at byggeri skal udføres primært med standardmoduler, så de passer på en blokvogn og overholder bygningsreglement og diverse SBI-vejledninger m.m.
Derfor kan langt det meste byggeri ikke se meget anderledes ud end det gør. Arkitekten kan i langt det meste af hvad der bliver bygget stort set højst vælge facadematerialer, lidt farver og nogle små detaljer (men ikke for mange, så bliver det for dyrt).
Men arkitektstanden bør melde mere klart ud, hvorfor ser tingene ud i forstæderne som de gør, hvor det hele ser ens ud.
Men nej.
Ingen arkitekter tør rigtig kritisere en bygherre for at tvinge høje byggeprocenter, lav entreprisesum og valg af standard byggesystemer. For det er jo de dårlige og kedelige projekter som giver smør på brødet. Og der er så relativt få større bygherrer, udviklere og entreprenører. Så hvis man peger fingre, risikerer man jo ikke at få det næste projekt. Og ingen har lyst til at være den stakkels fattige og sulte kunstner længere. Der er villa, vovse og volvo i villakvartererne jo lidt for rart.
Så i stedet tager arkitekterne de prygl de får, accepterer og vender kinden til.
Men man kan også se, at der stort set ikke er nogen arkitekter der går ud og forsvarer det der bliver bygget, og hvis de gør, så er det med forklaringen om, at det var det bedste som var muligt inden for de givne rammer.
Tænk hvis arkitekterne turde være kritiske og sige det lige ud.
Det er simpelthen alt for dårligt det der bliver bygget. Men det er et fag som er udvandet af alt for mange må kalde sig arkitekter, ingen vil lytte til dem og de få gode projekter kan man jo reklamere med og sige, se bare. Jeg dur også.
Man kunne jo håbe på at f.eks. Arkitekten ville tage alle større byggerier op, lad os f.eks. sige alt boligbyggeri med mere end 50 boliger, og komme med deres udelte kritik.
Det kunne måske få nogle arkitekter til at hanke op i sig selv og tage ansvar for at projekter der bygges også skal have en højere kvalitet, eller have integritet nok til at afvise projekter der nok giver penge, men hvor kvaliteten er for dårlig.
Så kan det være at vi i Danmark får nok dårlige projekter til at der kan ske en ændring. Men i stedet nøjes vi og accepterer de leverpostejsprojekter der spyttes ud i hele landet hvor middelmådighed er målet.
Gik ellers og var sur over supermarkedernes “pris krig” på dårlig kvalitets discount fødevarer.
Det er så typisk. Hvis man køber økologisk eller prøver at købe noget i marginalt bedre kvalitet, så skal man betale ekstra for at supermarkeder kan bekrige hinanden om at sælge tarveligt svinekød til en 10’er pr. halve kilo eller en gang turbokylllinger der er pumpet med salt vand.
Det er sgu for dårligt.
Smagte til en “sommerfest” for børnenes klasse, hvor alle skal have mad med til deling. Et kyllingespyd med sådan en pumpet omgang kyllingebryst. (Spiste det kun for børnene havde taget det, og kunne ikke spise det op). Sjældent har jeg fået så blødt og tekstur og smagløst kød!
Det er som med COOP. Fakta/365 whatever den kalder sig nu har aldrig tjent penge, mens den er fuld af endnu ringere kvalitet end de andre i kæden. Men så betaler vi andre ekstra for lidt bedre udvalg i Kvickly der skal understøtte den dårlige kvalitet.
Med den forlængede weekend, blev 1. maj ikke brugt i Fælledparken. Det er ikke sket i 20+ år. Er nok for sort-rød og for meget i mod tvangsfællesskabet og undskyldningen for fadøl og pølser.
I stedet har der været arbejdsdag i haven. (Bør egentlig arbejde på huset, men der er jo så meget man bør).
Det har været uventet flot og varmt vejr, som endelig fik tulipanerne i haven til at springe ud.
Tulipaner (og ukrudt og meget mere)
Har også fået fjernet en masse ukrudt, men det er jo en evig kamp, og der er massere tilbage. En del kan heldigvis komme ind til hønsene, så mælkebøtterne er jo faktisk ok at have en del af.
Når ja, og fik endelig savet hækken ned til en normal højde.
Er er faldet af den de sidste par dage, har hverken fået læst eller tænkt tilbage på for 20 år siden.
Sådan har jeg det ellers sjældent for tiden. Men det var en travl uge på atbejde og en mange dage alene med børn. Så ender fritimerne for nig med at sumpe helt til og det er svært at komme ud af dyndet.
Havearbejdet har tilgengæld været godt i gang i dag.
Startede med at fylde en trailer med hække-afklip fra navr-hækken. Det var 3 trailer fuld. Og så mangler jeg endda stadigvæk et sidste stykke udvendigt mod gaden, inden alt det inden i haven mangler.
Ellers har det stået på, at prøve at forbedre jorden i højbenet i drivhuset. Burde sikkert have tømt bedet og lagt det i kompostbunken. Jorden er helt hydrofobisk og afviste alt vand, blev ved med at virke knastør og støvet. Jeg vendte en en kvart trillebør kompost i jorden og æltet en masse vand i. Som et andet piskeris, brugte jeg en greb til at få vendt det sammen. plantedele derefter nogle små salatspirer i jorden. Nu må vi se om det bliver til noget, om de bare tørrer ud, eller om sneglene for spist dem. Den 4 mulighed, at de vokser til og bliver spist af os, anser jeg nok reelt ikke som en mulighed.
Derudover stod den på rabarber-crumble fra de “drevne” rabarber. Ved ikke lige om det er det rigtige udtryk ift. at man driver rabarber?
Haven er fyldt med dem nu. Dog var enkelte af spidserne blevet helt sorte i den ene driv-klokke.
Ved ikke hvad der er galt, men det vokser den forhåbentligt fra.
Afsvedne rabarber fra driv-klokke. Og fine rabarber ved siden af
Brugte en opskrift fra Coop den var ok. Men rabarber mængden var helt forkert. Skulle bruge mindst der dobbelte, men nok egentlig helst 3 gange så meget rabarber som opskriften påstod.
Halvspist rabarber crumble
Et lille næsten spontan tur i planteskole, nåede vi også.
Puha hvor er plantorama noget juks. Afsindige mængder af halvdøde eller døende planter, dårligt udvalg af arter og varianter og afsindige priser.
Det er ærgerligt at leve i en hortikoltisk udørk.
En rosmarin blev det til. Så må jeg se om hvor længe den kan overleve, har bestemt ikke det store held med dem. De virker til at de straks begynder at sygne hen. Har ellers plantet det mest solrige sted i haven. Sidste års 3 rosmarin er alle gået til. Så min optimisme er ikke rigtig til stede her, men forhåbentligt kan jeg da nå at bruge lidt den kr. 100 dyre plante til et enkelt måltid eller to!
Haven er meget plaget af, at den ene vej er vest gående, så det bliver en smule vindtunnel-agtigt. Så købe 5 bitte små thuja’er til at lave lidt læ ved det ene hushjørne, til kr. 60 stykket, så tog jeg alle de havde, men. Nægtede at betale 80 for den næste størrelse, som lagt ved siden af hinanden, var samme størrelse. Tålmodig hed skal der til nu, så kan det være der er en mini forskel om 5 år.
Thuja occidentalis ‘smaragd’
Kan ikke huske hvor jeg var nået i min fortælling, så det må vente til næste ‘flash back’.
Men jeg var i gemmerne og fandt den gamle interrail billet frem fra en ‘minde-kasse’. Blandt gamle postkort fra ekskærester, afklippede Roskilde-festival armbånd m.v.
Interrail billet anno 2006
At læse i R.L. Stevensons bog er næsten umuligt mens jeg mindes denne interrailtur. Hver beskrivelse får egne oplevelser frem og glemte minder til at dukke op til overfladen.
I beskrivelsen af forberedelserne, kom mindet frem om et køb af en lommekniv. En klassisk schweizerkniv – med både saks, dåseåbner og noget af det vigtigste til denne tur. Oplukker til øl og vin.
Senere mistede jeg kniven på en anden tur – så vidt jeg husker var det på ‘kroatien-turen’ hvor jeg rejste tidligere hjem for at komme på arbejde, mens de andre blev og skulle måske ville få brug for kniven – selvom de opgaver trangia-mad og campingpladser så snart jeg var rejst. Der blev ikke behov for kniven og Al, fik aldrig afleveret kniven til mig igen.
Et andet minde der dukkede op, var at jeg udover guidebogen også havde en ‘Edgar Allen poe collected works’ i mini-format med.
Husker at Es havde ‘Lolita’ med. Og Mo havde vist en detektivroman med ‘Maigret’ med. Passende til Frankrig.
Afgange og ankomster
Med billeten til hjælp, kommer detaljerne frem. Den første tur til Hamborg. Vi talte med en gruppe tyskere, på tysk. Den gang var gymnasie-tysket stadigvæk ret friskt og let at gøre sig forståelig på og forstå andre.
Nattoget fra Hamborg til Paris. På almindelige siddepladser, ikke mange minutter med kvalitetssøvn. Den første tur med nattoget var nok også det der hurtigt fik os til at forstå, at det ikke kunne betale sig at bruge nattoget som en overnatningsmulighed. Det havde vi ellers talt om forinden som en mulighed for både at spare et hotel og få flere reelle dage til at opleve når steder. Men det kunne vi krydse af listen og sige, så er det prøvet. Det behøver vi vist ikke gøre igen.
Så der var ankomst til Paris om morgenen den 2. juni 2006. Og videre fra Gare de Lyon mod Avignon med TGV om eftermiddagen den 3. juni 2006.
Jeg er gået i gang med Robert Louis Stevensons erindringsbog om en æsel tur i Sydfrankrig.
Det gik hurtigt op for mig, at jeg faktisk stadigvæk er i gang med min egen definerende tur i det sydfranske.
Turen er ikke slut endnu, da det SU-lån jeg tog for at finansiere turen, her knap 20 år senere, stadigvæk ikke er tilbagebetalt. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, da jeg siden lånte meget mere for at finansiere en hverdag i forbindelse med at studere og gå i skole.
Men som en andet Theseus’ skib, så er jeg ikke færdig med at betale den tur af og tilbage.
Mange har haft definerende oplevelser og rejser, det er nu nærmest kutyme for visse segmenter, at skulle afslutte et Sabbath år med en rygsækrejse i Asien, hvorefter man ved alt om fattigdom og andre kulturer.
Har mine rejser været så definerende for mig? Måske ikke. Har de været så spændende at de er interessante? Nok heller ikke. Kan jeg overdrive nok til at de bliver spændende. Det tror jeg faktisk heller ikke. Oplevelserne er nok begrænsede, alkoholmængderne var for store og tilsvarende har meget af tiden været siddende foran et telt uden at der er sket det store ud over at vi har bildt hinanden forskellige historier på ærmet. Og badet i vores egne minder, ønsker og fantasier.
Interrail
København – Hamborg – Paris – 2006
På vej til Frankrig (tror måske det er fra turen hjem)
4 unge mænd, nærmest drenge. En idé om at komme afsted på interrail, der hurtigt blev realiseret. A kunne ikke komme med da han havde meldt sig som værnepligtig i livgarden.
Som så mange andre i interrailture startede turen på hovedbanegården. En rygsæk, sovepose, liggeunderlag og diverse tøj, tandbørste osv. og to telte delt op i 4 dele, så vi alle kunne bære dele af det. Og så havde Ma et trangia-sæt og et kamera. Jeg havde Loney planets guide til Vesteuropa, Mo et lille mini højttaleranlæg, en akustisk guitar, og et par små 256 mb usb-mp3-sticks med et par playlister.
Vi havde vist haft et møde inden turen hvor vi havde koordineret lidt. Vi havde, for at spare penge, besluttet os for kun at købe en interrailbillet der virkede i nord-Vesteuropa, da vi mest regnede med at rejse i Frankrig. Og vi vidste at også at første stræk skulle være til Paris.
Vi havde ingen hotelbookinger, ingen planlagte steder, som vi vidste vi skulle forbi. Det var en tur som skulle laves i nuet og for dag til dag. Vi var generelt enige om, at det dog også skulle være en billig tur. Derfor teltene og trangia’en.
Vi ankom til Gare du Nord. Derefter gik vi op til Jaures. Husker ikke præcis hvor hotellet var, eller hvad det hed, men husker tydeligt at det var meget tæt på Canal Saint-Martin. Vi brugte meget Lonely Planet som guide til billige overnatningssteder, og har også bare gået ind steder der så billige nok ud.
Hotelværelse i Paris
Vi spiste måske noget mellemøstligt om aftenen, libanesisk eller lignende og så sad vi ved kanalen, E kom vist i snak med nogen som ledte os til en fest langs kanalen. Her bliver det som sædvanligt noget uklart. Det er knap 20 år siden, og der blev drukket meget dengang. For meget kan jeg med tydelighed se i dag, når jeg prøver at gengive nogle af oplevelserne og hvordan vi var.
Jeg delte værelse med Ma. Husker det som at vi ikke alle fulgtes hjem. E var nok i gang med at charmere pigerne. Også dengang var han noget anderledes ift. os andre. Mere åben og hvilende i sig selv. Ikke frygten for pigerne, for afvisningen som vi andre måske har kæmpet mere med. Nogen mere end andre. Men når man har lavet noget modelarbejde, er forsanger i et band, så har man nok bare mere ro og selvtillid end mig der altid har brugt alkoholen både til at overvinde min generthed, men efterfølgende (og oftest samtidigt) har det også været min værste fjende ift. At turde gøre noget og at kunne gøre noget.
Musikken har nok heller ikke været noget for mig. Som i dag er musik særligt noget jeg kan blive irriteret over og som kan ødelægge alt humør i mig.
Næste dag var turistdagen. Vi besøgte selvfølgelig Jim Morrissons grav på Cimetière du Père-Lachaise. 4 unge drenge der nok selv følte at de var en slags rebeller, fascineret og draget af Rock n’ roll historierne og myterne. Lev hårdt og dø ung. Måske var det ikke så skidt hvis man stadigvæk kunne opleve og opnå det hele på den halve tid. Hvem har dog også brug for villa, velvoksen og vovse i en forstad og være bundet af kapitalens slimede hånd.
Næh, nej. Vi var ungdommen, studerende (eller næsten studerende), boende hjemme, i delelejlighed eller på kollegie. Smalhals og su budgetter, men i det mindste ikke fanget i de voksnes håndjern og økonomiske lænker.
Det blev også en tur op på Montmatre. I solskin og overbefolket af solbrændt turister og folk der prøver at sælge nips, var det måske ikke det boheme-sted vi rigtig søgte men vigtigt at kunne krydse af for den senere egenfortælling om vores boheme-liv med at rejse gennem Europa i tog. (Men altså kun den civiliserede nord-vestlige del).
