Og hvad er det lige præcis en Grouchster er? Kan man i samme ombæring også spørge om.
Jo kære internet ven, sæt dig ned og lad mig fortælle.. Det er jo sådan at på det store farlige internet med ca. 3,3 mia. internet brugere, så vil man jo gerne have et nom de plume der både skiller sig ud, forklarer noget om hvad siden indeholder, og sidst men ikke mindst skal det også være noget der er så let at huske at hvis du en dag kunne tænke dig at genbesøge denne side, også skal kunne huske webadressen.
Man kan så argumentere for hvorfor det dog ikke bare er ens rigtige navn. Hvorfor skal det være mere eller mindre anonymt. – Det er jo sådan at alle på et par minutter lynhurtigt vil kunne finde mit rigtige navn på det store mørke internet – og jeg har skam også internet sider i mit rigtige navn – men følelsen af en anonym mur giver en falsk tryghed som jeg i hvert fald sætter pris på. På trods af at vi alle ved at det er ren illusion.
Men for at vende tilbage til indlæggets titel, og hvad indlægget bør handle om: Hvorfor en Grouchster?
Man kan kaste sig ud i en længere etymologisk forklaring omkring ordet Grouch’s oprindelse i 1890’ernes USA og dets betydning i dag som: “a sulky, complaining, or morose person/ a sulky, irritable, or morose mood.” osv. alt afhængig af ordbogen man vælger at slå op i.
Men kort og godt betyder det en person der beklager sig – og siden jeg som barn læste historier om Oscar the Grouch fra Sesame Street. Har jeg vidst at en Grouch, det var en som mig.
Det er ikke et spørgsmål om at jeg ikke kan lide andre personer – eller det er det jo nok til dels. Men jeg gider simpelthen ikke forholde mig til alle andres beklagelser, når vi jo godt ved at de eneste interessante og ikke mindst valide beklagelser, er dem som jeg har.
Kombineret med suffikset -ster som betyder: “Someone who is, or who is associated with, or who does something specified.” får vi Grouchster som således er en person som beklager sig, er irritabel og sur i sit stille sind.