Jeg vedkender mig at være en Grouchster. – En person der beklager sig – og siden jeg som barn læste historier om Oscar the Grouch fra Sesame Street. Har jeg vidst at en Grouch, det var en som mig.
Det er ikke et spørgsmål om at jeg ikke kan lide andre personer – eller det er det jo nok til dels. Men jeg gider simpelthen ikke forholde mig til alle andres beklagelser, når vi jo godt ved at de eneste interessante og ikke mindst valide beklagelser, er dem som jeg har.
Det er ikke hele tiden at jeg er sur eller beklager mig over andre, men det sker en del gange i løbet af dagen at jeg har løst til at slå mig i panden over andre mennesker. Hvorfor kan folk ikke bare se at opføre sig mere fornuftigt?