har simpelthen sendt en jobansøgning. Og ventetiden på at gøre tilbage om man bliver inviteret til en samtale eller ej er ubehagelig. Det er måske det værre, for jeg tænker at det er en stilling jeg er kvalificeret til, men kan de også se det. Det virker ikke sådan. Deadline var i sidste uge. Samtalerne er i næste uge, og jeg har intet gøre, så må nok erkende, at jeg ikke altid fremstår så dygtig som jeg kan gå rundt og føle mig.
Det er et nederlag og ikke rart. Det er +2 år siden jeg sendte den sidste jobansøgning, hvor jeg fik jobbet. Og nok 3 år siden jeg sidst har sendt en jobansøgning til et job, jeg virkelig gerne ville have, hvor jeg heller ikke blev kaldt ind.
Det virker desværre som, at de jobs jeg faktisk gerne vil have, kan jeg ikke få, og dem som jeg er lidt mere hmmmmm. omkring, det får jeg. Sådan har det nok egentlig været i de sidste ca. 13 år.
Det burde måske få mig til at kigge lidt indad. Skal man erkende egne manglende kvalifikationer eller evner. Eller skal jeg hælde til den (selvfølgelig langt mere plausibel) forklaring, at de bare ikke kan se hvor fantastisk jeg er.
Det giver lidt perspektiv i hverdagen, måske jeg skal tage mig lidt mere sammen om mit nuværende arbejde. Og så skal derfra jo nok dumpe noget ned i turbanen en dag.
Det er måske også ok, at have et arbejde man lukker for når man går ud af døren, så man kan være der for ens familie, og hvor man kan slippe afsted med kun at give sig max. 80 procent.
Så mon ikke jeg på fredag, når jeg sidder og arbejder hjemme, skal sørge for at nyde, at jeg ikke har fået et nyt arbejde, og i stedet kan lade være med at arbejde så hårdt.
