Hello world!

Denne blog starter som de fleste andre blogs. Med en forklaring der gennemgår hvorfor lige præcis min blog har relevans og er interessant i det store perspektiv – eller i virkeligheden starter de fleste blogs nok nærmere som en form for undskyldning, forklædt som en forklaring, for hvorfor lige netop jeg gerne vil udbasunere nogle udvalgte tanker og på den måde få et ego-boost, den dag en eller anden tilfældig person (ja, jeg mener dig der læser med her) falder over denne blog.

Så hvorfor lige præcis begynde en blog? Ja undskyldninger og forklaringer kan der være mange af – nogle måske mere valide end andre. Jeg kan jo sige at det er for at få afløb for nogle tanker som jeg ellers ikke altid ville kunne dele med andre i en samtale.

Er det fordi jeg har et særligt kendskab til noget eller en hobby jeg bare gerne vil dele med alle de andre anonyme mennesker på internettet der gemmer sig bag en computerskærm? Næh, jeg har ikke nogen særlige hobbyer – jeg ror kajak et par gange om sommeren, har ikke noget jeg samler på, har et relativt normalt 8.30-16.00 arbejde som arkitekt, og har en ret generel viden om en masse, men ikke noget som jeg vil sige jeg har et specielt godt kendskab til.

Det kunne også i virkeligheden handle om at hvis nu man fik succes med en blog (som mand og på dansk er den chance vist allerede forpasset) så kunne man jo rent faktisk tjene penge på det! – Da jeg ikke umiddelbart tænker at jeg skal anmelde sminke og tøj fra diverse high street mærker (spørg din kæreste eller veninde for forklaring) så er dette nok ikke ligefrem den fulde sandhed.

– Hvis jeg en dag fik tilbudt sponsoreret indhold, ville jeg så sige ja? Det er jo et godt spørgsmål – Jeg tror at guleroden i form af penge eller gratis gaver, eller bare udsigten til at man en dag vil kunne modtage sådan kompensation for ens indlæg, vil være utroligt tillokkende for de fleste – og det er jo netop derfor at man langt hen af vejen kan glemme alt om at stole på blogs og bloggere. Så allerede i første indlæg, kan jeg så allerede afsløre at selv uden en økonomisk gulerod, så kan man ikke engang stole på det jeg skriver!

Så er jeg egentlig kommet nærmere på hvad denne blog skal indeholde eller hvad dens eksistensberigtigelse skal være?

Nej, det er jeg netop ikke, jeg er slet ikke sikker på at denne blog har en reel eksistensberettigelse, eller for den sags skyld at jeg kan blive ved med at opdatere den mere end et par gange.

Men god læselyst hvis I skulle blive hængende, eller allerede har stavet jer igennem et indlæg, eller ved en fejl er kommet ind på denne side.

/The Grouchster

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *